Kære Brandhøjfolk,
Skulle du have fået den skønne idé at fejre nytårsaften i din have henledes din opmærksomhed på de gældende love og regler på området og du opfordres til skærpet forsigtighed og opmærksomhed, da vores skønne område er tætpakket med yderst letantændelige huse.
Uanset hvor og hvordan du fejrer aftenen ønskes du et fantastisk nytår!
HERUNDER GÆLDENDE REGLER:
Overhold sikkerhedsafstandene for fyrværkeri
Vær forsigtig ved brug af fyrværkeri og overhold den sikkerhedsafstand for dig og dit publikum, der står på fyrværkeriet.
Fyrværkeri må ikke anvendes nærmere end 100 meter fra en bygning med let antændeligt tag. Samme afstandskrav gælder i forhold til andet let antændeligt. Ved affyring af raketter er afstandskravet 200 meter.
Desuden må raketter ikke anvendes nærmere end 10 meter fra en bygningsåbning , for eksempel vinduer eller døre.
I blæsevejr fordobles afstandene i vindretningen, både for fyrværkeri generelt og for raketter.
Dit fyrværkeri skal være godkendt
Det er ikke lige meget, hvilket fyrværkeri du sender op i nattehimlenn. Du skal være sikker på, at det er godkendt, før du må eje og bruge det.
Du kan kende godkendt fyrværkeri ved, at det er mærket enten med et SIK-nummer (hvis det er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen) eller med en CE-mærkning (hvis det er vurderet af et bemyndiget organ).
SIK-nummeret bliver løbende udfaset fra den 4. juli 2010 og erstattet af CE-mærkning. I en overgangsperiode vil du derfor kunne støde på begge mærker.
Du må anvende fyrværkeri fra den 27. december til den 1. januar
Skal du fejre nytåret, har du lidt mere end et par uger til at købe krudt og kugler. Danske butikker må sælge fyrværkeri fra den 15. december til den 31. december. Det er en kortere tidsperiode end tidligere, da bekendtgørelserne for salg og brug af fyrværkeri til private er blevet ændret.
Du må anvende fyrværkeriet fra den 27. december til den 1. januar. Det er en skærpelse af de tidligere regler, der tillod affyring af fyrværkeri fra den 1. december til den 5. januar. Resten af året er det ulovligt for privatpersoner at bruge fyrværkeri.
Som forbruger må du ikke tage fyrværkeri, du har købt i udlandet, med hjem til Danmark, og du må heller ikke via internettet købe fyrværkeri til levering fra udlandet. Det gælder også CE-mærket fyrværkeri.
Fundet på samvirke.dk