Der bliver spurgt i foreningens facebook-gruppe, hvornår legepladsen bliver repareret. På sidste fællesarbejdsdag blev tårnet på legepladsen spærret af. Tårnet er så medtaget, at det ikke er sikkert at bruge det.
Bestyrelsen har indhentet to tilbud. Begge tilbuddene lyder på en total udskiftning af tårnet og resten af legeredskabet. Priserne ligger på 80-120.000 kroner. Det er efter bestyrelsens mening så stort et beløb, at vi ikke kan bruge pengene, uden at de afsættes på budgettet. Det kræver – som I ved – at det bliver vedtaget på en generalforsamling.
Kan vi ikke nøjes med at udskifte de dele af legeredskabet, som er medtaget? Det kan vi måske nok. Det er bestyrelsen ved at indhente yderligere tilbud på. Men det er ikke en enkel sag at reparere et legeredskab. Legeredskaber skal overholde nogle skrappe retningslinjer, så børnene ikke kommer til skade. Det kan vise sig at blive næsten lige så dyrt at reparere som at skifte alt ud.
Så hvornår bliver legepladsen repareret? Det bliver det tidligst efter generalforsamlingen. Bestyrelsen kan – så længe vi ikke har et vedtaget budget – kun drifte foreningen uden store udgifter. Derfor er tårnet indtil videre afspærret. Alle med børn og børnebørn må hjælpe med at sikre, at det ikke bliver brugt.